Færdigt arbejde!

Så kom dagen endelig, hvor jeg kan sige, at nu er kajakken færdig.

Den ser ud til at sejle godt, selvom det selvfølgelig er svært at få en ordentlig fornemmelse af i vores lille private testcenter. Den er i hvert fald meget stabil, men det skulle den vel også gerne være med den bredde. Jeg har endnu til gode at prøve den af på fjorden, men jeg glæder mig allerede.

‘Og så er det vel tid at gøre status:

Og det kan siges med ganske få ord: Jeg gør det igen!

Det er noget af det mest afstressende jeg har prøvet længe, og samtidig giver det jo et solidt kick, når det faktisk lykkes at lave en kajak, der både kan sejle og også ser lidt godt ud.

Jeg har lært rigtig meget undervejs, og har endnu mere at lære, når jeg går i gang med det næste byggeri. Særligt hvad angår epoxy og glasfiber er der store muligheder for forbedringer hvad angår finish.

Det eneste minus jeg endnu har fundet, er, at jeg godt kan blive alt for grebet af mit byggeri, og så kan det trække ud med at få klaret alt det andet…..men jeg kommer vel til at øve mig i selvbeherskelse også.

Hermed er denne byggelog lukket, og lige så snart jeg får tid, bliver den fortsat som en sejlerlog, så jeg kan holde styr på hvad jeg udsætter kajakken og mig selv for.

Enden er nær

Før jeg begyndte på det her projekt, oplevede jeg nogle gange, når jeg læste andres byggebeskrivelser, at det virkede som om de pludselig ikke kunne vente med at blive færdige, og gik på kompromis i forhold til deres oprindelige planer. Det undrede mig, at man kunne bruge så lang tid på et byggeri, og så pludselig føle sig presset af tiden.

Det undrer mig ikke mere.

Jeg er helt fyldt op af, at nu skal den bare være færdig.

Og det bliver den så også, i morgen siger planen at der er jomfrusejlads. Det har været gode dage med alle de små detaljer omkring ror og bevægelig fodstøtte og sæde og sikringen af lugerne, aptering osv.

Lige nu står den så oppe i garagen, for her har vi fået regn, (det var også skønt), den sidste epoxy skal lige tørre, så roret og fodstøtten sidder ordentligt fast, men den ser godt ud, og jeg er pavestolt over mit værk.

Hvis ret skal være ret, så ser den bedst ud på et par meters afstand, for jeg har meget at lære om epoxy og håndlaminering endnu, men den er min første, og jeg kan godt li’ den. Det gør mig ikke noget at den ser lidt forpjusket ud i detaljen, hvis den bare kan sejle.

Det ved jeg jo først i morgen, men det er svært ikke at være lykkelig i dag…..

Sæder

Det ser ud til at mit sædeprojekt falder heldigt ud, så nu offentliggør jeg lige et par detaljer inden sædet er helt færdigt.

Men først et historisk tilbageblik:

Da jeg startede med at bygge kajakken havde jeg en drøm om at sædet også skulle være stripbygget og ambitionen var selvfølgelig ikke lavere end, at når Nick Shade kan, så kan jeg også. Så jeg drømte om et sæde som på billedet her (http://www.guillemot-kayaks.com/guillemot/night_heron_with_wooden_seat).

Men nu kan man jo kun gøre en ting af gangen på  mit lillebitte værksted, så efterhånden som tiden er gået er tålmodigheden sluppet op og nu hvor kajakken er ude af værkstedet har jeg ikke lyst til at bruge tiden på et så sejt sæde som det her, så varer det jo alt for længe inden jeg kommer ud at sejle, og det er trods alt det kajakken er bygget til.

En overgang var jeg klar til at lave et mere ordinært sæde slebet ud af en blok af fiberskum, som Erik Frandtzen beskriver det på sin insprerende hjemmeside.

Men så surfede jeg lidt rundt på forskellige fora, og faldt først over det her sæde (http://www.bob-easton.com/blog/wp-content/uploads/2009/09/cane-seat-2.jpg) som jo også kunne være sejt at lave, men som sikkert ville tage lige så lang tid som et stripbygget.

Men det ledte så videre til en anden hjemmeside, som kunne gav mig den inspiration, der skulle til for at finde på noget sjovt. Det var en portugisisk designer, der havde lavet et sæde til sin SOF-kajak ved at bøje lister og skrue dem i kanten af kajakken. Hans blog findes gennem dette link

Og der var så mit hint til at lave et sæde, i bøjede (og lige) lister. Det lød som et overkommeligt projekt og så har jeg aldrig prøvet det med at bøje træ…

Jeg har brugt tre forskellige forme til at bøje efter. Først éen til at skabe den pukkel der går op mellem benene, så en til at lave siderne i sædet og tilsidst éen til af lave ryglænet med. Målet er at lave et traktorsæde med så høje kanter at der er lige så god støtte som hvis jeg monterede de hoftestøtter der er angivet i “the stripbuilt seakayak”

Bøjningerne gik over al forventning, da jeg først erkendte at mahogny ikke er det rigtige træ at lave 90 grader sving med, og fandt nogle af de asketræslister jeg havde tilovers frem. Hver bøjning består af to lister, som er limet sammen med almindelig snedkerlim, ligesom jeg gjorde med kajakken.

Da først alle delene var bøjet, er de sat sammen lidt af gangen (igen bare med lim) og til sidst bøjede jeg en kant ved at genbruge sideformen men gøre enderne længere. Det virker foreløbigt solidt nok, og nu mangler det så bare at få en omgang epoxy over det hele, så er det klar til at montere.

(jeg har lige købt en billigt selvoppusteligt siddeunderlag i Jysk, som jeg tror vil gøre sædet mere behageligt at sidde på)

Ud at køre

Så er kajakken i princippet færdig, men også kun i princippet. Den kunne sejle hvis det var det, men nu er den blevet kørt ned til min svigerfar, for at få lak, så der er noget til at beskytte mod UV-stråler og noget at lave ridser i.

En stor og lidt nervepirrende oplevelse at lægge kajakken på taget af bilen, tage et billede af den og drivhuset, som var der det hele startede, og så køre derud af.

Vi stoppede undervejs for købe lak, og da vi kom tilbage stod en mand med hovedet lagt tilbage og underkæben nede. ……- god oplevelse.

Bortset fra at min svigerfar er væsentlig bedre til at lakere end jeg er, så har flytningen af kajakken også givet plads på værkstedet, så jeg kan bruge ventetiden til at lave sæde, fodpedaler og ror.

Ror og fodpedaler laver jeg lige “efter bogen”, hvilket altså betyder at jeg bruger de tegninger der er i Nick Shades lille bibel for stripbyggere. Jeg har tegnet dem ind på computeren i fuld størrelse, så hvis nogen har brug for tegningerne kan roret hentes her og fodpedalerne her. (for en god ordens skyld er copyright reglerne ikke brudt da bogens mål ikke er fyldestgørende og jeg har været nødt til at tegne visse dele efter egen inspiration, så tegningerne kan siges at være inspireret af Nick Shade)

Sædet derimod er helt mit eget design, og det kommer der kun billeder af hvis eksperimentet falder heldigt ud, ellers så tror jeg bare jeg sliber et ud af flamingo.

Mere om det senere….

Cockpit og luger

Jeg bliver nok ikke beskyldt for at være på forkant med bloggen i øjeblikket, men nu blev der endelig tid, for nu holder jeg sommerferie. Og føste projekt i den ferie er at blive færdig med projektet.

Siden sidst er der sket meget. Jeg har gjort cockpittet færdigt og lugerne er også færdige. Det samme gælder de huller, der skal bruges til apteringen. I dag har jeg så haft kajakken ude af værkstedet for at få slebet kanten inden samling, (og så kunne værkstedet også lige blive fejet samtidig).

Cockpitkanten voldte mig lidt kvaler, for godt nok er glasfiberen god til at smyge sig rundt om skroget, men læben på cockpittet var nu mere drilsk. Til sidst besluttede jeg at spænde en nylonsnor rundt om kanten indtil jeg fik gennemvædet fiberen med epoxy. Det virkede fint og jeg er helt godt tilfreds med det endelige resultat.

Det var med stor spænding, at jeg satte stiksaven på dækket for at save hul til lugerne. Jeg har besluttet mig for at følge anvisningerne i “The stripbuilt seakayak” og lave træluger, der flugter med dækket. I bogen skal kanterne på lugen smøres ind i voks for at epoxyen ikke klæber når lugekarmen skal laves. Jeg brugte gaffa, og det virkede helt perfekt. Lugerne slap lige så let da jeg tog tapen, der holdt dem på plads af. Det var endnu et af de ting jeg troede ville blive svært, som gik let….dejligt.

Jeg har besluttet at efterligne Erik Frantzens måde at lave huller til snore og elastikker, som han gør det på sin sidste nye kreation Qanik’en. Så jeg har boret en masse huller i skroget og forbundet dem to og to med plastikslange. På den måde undgår jeg en masse dækfittings, der vil være sårbare for stød og slag.

Og i dag fik jeg så spændt kajakken sammen, og den havde ikke slået sig mere end at det kunne holdes på plads med nogle remme og lidt tape. Lige nu tører epoxyen på den første indvendige side, og så skal det ellers gå efter en stram plan indtil kajakken er klar til at blive sendt i byen for at få lak, (det er nemlig min malermester-svigerfar, der har lovet at tage sig af den opgave)

Mange bække små

Byggeriet er inde i en mærkelig fase hvor det er små skridt afbrudt af at epoxy’en skal tørre. Det passer mig sådan set godt nok lige nu, for arbejdet kræver sin ret og min efteruddannelse er ved at være slut, så der skal også være tid til at læse til eksamen. (det gælder afgangsprojektet i morgen, og så er jeg færdig). Det går alt sammen ud over bloggen som bliver lidt nedprioriteret, men nu er det blevet tid til at give et overblik over hvor langt jeg er kommet i løbet af den sidste uge.

Skotterne (det hedder vist skottene?) er blevet monteret i skroget helt uden problemer. Jeg spændte en rem rundt om skrog og skot for at holde det hele sammen mens epoxyen hærdede op.

Dækket har fået glasfiber på indersiden. Igen lagde jeg banerne på den anden led, hvilket betød at jeg kunne nøjes med at bruge 2,3 meter + lidt rester for at dække hele fladen. Samlet set har hele indersiden af kajakken derfor kun krævet 5,3 meter, så for fremtiden kan jeg regne med 3 gange kajakkens længde + det løse, når der skal bestilles glasfiber.

Så har jeg også fået lavet cockpitkanten. Det er et sjovt projekt. Først savede Johannes og jeg en 3 mm tyk liste ud af en 50 meter askeplanke vi har liggende som rest fra alle listerne, så blev den bøjet rundt om det stykke krydsfinder, der blev tilovers da jeg lavede recessen om. Det krævede lidt hjælp fra en varmepistol, og lidt goodwill fra resten af familien, fordi jeg ikke havde plads til at svinge rundt med lange lister på værkstedet. Så for en kort bemærkning flyttede kajakbyggeriet ind i stuen.

Efter at listen var kølet af, tog jeg den af formen og satte den over i cockpithullet. Den ville ikke helt følge kanten men Gaffa klarer alt.

Jeg synes ikke det var så stabil at arbejde på dækket alene, så jeg har samlet kajakken med tape for at få lidt hold på det hele.

Det gav lidt svineri med epoxy at få den til at sidde fast med en blød overgang, men det er slebet væk og derfor er læben også monteret.

Først tørt for at finde den rigtige længde og sikre en god bøjning, og derefter limet sammen med epoxy og monteret på rette sted.

Planen er så at jeg lægger glasfiber på inden det bliver eksamenstid i morgen, og så er det vist tid til at tænke på luger.

Johannes får efterhånden julelys i øjnene over, at vi kan begynde at se enden på byggeriet, dels fordi vi snart skal sejle Mors rundt, ham og jeg, og drømmen har hele tiden været at det skulle være i min egen kajak, men det handler vist også lidt om at jeg så kan komme i gang med at bygge en Petrel til ham.

Skotter

Det passer fint med at placere de to skotter i kajakken lige der hvor der har været forme, så det gør det så meget nemmere at lave den rigtige facon. Egentlig skal man vist lave skotterne i skum og sætte dem ind efter at dækket er sat på. Det med skummet har noget er gøre med at et stift træskot vil mindske kajakkens fleksibilitet, så der kan opstå et brud hvis man går hårdt på en klippe…

I følge Nick Shade indtræffer denne forskel mellem skum og træ dog først, hvis man rammer rigtig hårdt, og jeg skal bestemt ikke ud at sejle vildt i klippefyldt farvand, så jeg synes det er billigere, nemmere og mere vandtæt at lave dem af 4 mm krydsfiner, der får en omgang sort epoxy inden de bliver sat fast i epoxy der er tyknet med slibestøv.

Så nu hænger de to skotter til tørre i loftet. I øjeblikket er værkstedet en helt hurlumhejhus, med både dæk og skotter hængende ned fra loftet.

Det sværeste indtil nu

Det er muligvis min hukommelse der ikke er så god til at huske problemer, men det forekommer mig at opgaven med at få glasfiber på den indvendige side af skroget er det sværeste jeg har været ude for endnu i dette byggeri. Især agterstavn og boven var noget rigtigt fedteri, og jeg har helt sikkert brugt mere epoxy end strengt nødvendigt.

Glasfiberen er iøvrigt lagt på den anden led, hvilket sparer på mængden. Faktisk brugte jeg kun 3 løbende meter fiber til hele længden på 5,10 meter.

Men nu er den færdig og det er på en eller anden måde et stort øjeblik, at jeg nu har bygget en båd. Den mangler dæk for at blive til en kajak, men jeg har bygget en båd… skønt

Godt jeg ikke er kirurg.

Snevejr var godt i vinters, fordi jeg så kunne blive indendørs og bygge på kajakken, men regnvejr er ikke spor godt når jeg skal have kajakken med udendørs for at få slebet indersiden. Kombinerer man det med arbejde og familieting så bliver der langt imellem snapsene i byggeriet.

Men i dag er der skred i tingene igen, og dækket er taget fra skroget og hængt op under loftet. Der dukkede to limklemmer op som havde skjult sig under dæk, så det er godt man ikke er kirurg med den slags tilbøjeligheder.

Det var superlet at få rygraden og formene fri, jeg havde gruet lidt for om de mon var blevet limet fast, men det gik uden problemer. Slibningen var også hurtigt overstået. Det var i øvrigt mit første møde med en rondelsliber på boremaskinen.

Det er et effektivt apparat, som man absolut ikke skal lade være uden opsyn ret lang tid af gangen, så æder den sig lige igennem listerne. Men det lykkedes uden graverende fejl, og mens kajakken nu alligevel var ude og blive luftet kunne jeg endelig får et billede i hel figur.

Lige nu står epoxy’en til opvarmning og jeg skal give skroget sealcoat inden det bliver sengetid. Så går det løs med glasfiber i morgen.

Glæden ved en dejskraber

Da jeg lagde væv på skroget brugte jeg en gummispartel købt i det lokale byggemarked til trække epoxyen ud over vævet med. Det var lidt besværligt og gav ikke et særlig pænt resultat. Heldigvis var gummispartlen blevet væk da jeg skulle til at lægge væv på dækket, så i forbifarten huggede jeg en dejskraber i køkkenet. Det er mit fremtidige våben når der skal lægges epoxy!! Det var en helt anden oplevelse af kontrol, og den er jo så smart indrettet at den har tynde, fleksible steder, der næsten virker som en pensel, og mere hårde, lige steder, der er perfekte når det overskydende epoxy skal skabes af.

Hvem siger så der ikke kan komme noget godt ud at være et rodehoved?

En anden ting, som også er blevet improviseret frem til noget godt, er det logo jeg gerne ville have på kajakken. Guruerne på havkajakroernes forum siger at det skal trykkes på tyndt rispapir, fordi den slags papir bliver gennemsigtigt og sjældent krøller når der kommer epoxy på.

Efter en lang og forgæves jagt i Aalborgs forskellige butikker for papir, hobby- eller kunstartikler opgav jeg at skaffe rispapir, og var lige ved at afblæse projektet, men på vej hjem fra jagten fik jeg en idé om at det bare skulle trykkes på en transperant til en overhead-projektor.

Og som man kan se på billederne virker det helt perfekt. Det eneste man skal passe på med er, at der ikke er luft under plastikken når man lægger vævet over, ellers er det fuldstændig problemfrit. (man bliver også nødt til at have en laserprinter eller adgang til en kopimaskine, for en blækprinter er ikke til nogen gavn, når der skal trykkes på plastik).

Alt i alt en dejlig aften i selskab med en dejskraber, 300 g epoxy og et drømmeprojekt…. I morgen får den en omgang mere