Enden er nær
Før jeg begyndte på det her projekt, oplevede jeg nogle gange, når jeg læste andres byggebeskrivelser, at det virkede som om de pludselig ikke kunne vente med at blive færdige, og gik på kompromis i forhold til deres oprindelige planer. Det undrede mig, at man kunne bruge så lang tid på et byggeri, og så pludselig føle sig presset af tiden.
Det undrer mig ikke mere.
Jeg er helt fyldt op af, at nu skal den bare være færdig.
Og det bliver den så også, i morgen siger planen at der er jomfrusejlads. Det har været gode dage med alle de små detaljer omkring ror og bevægelig fodstøtte og sæde og sikringen af lugerne, aptering osv.
Lige nu står den så oppe i garagen, for her har vi fået regn, (det var også skønt), den sidste epoxy skal lige tørre, så roret og fodstøtten sidder ordentligt fast, men den ser godt ud, og jeg er pavestolt over mit værk.
Hvis ret skal være ret, så ser den bedst ud på et par meters afstand, for jeg har meget at lære om epoxy og håndlaminering endnu, men den er min første, og jeg kan godt li’ den. Det gør mig ikke noget at den ser lidt forpjusket ud i detaljen, hvis den bare kan sejle.
Det ved jeg jo først i morgen, men det er svært ikke at være lykkelig i dag…..
