Cockpit og luger
Jeg bliver nok ikke beskyldt for at være på forkant med bloggen i øjeblikket, men nu blev der endelig tid, for nu holder jeg sommerferie. Og føste projekt i den ferie er at blive færdig med projektet.
Siden sidst er der sket meget. Jeg har gjort cockpittet færdigt og lugerne er også færdige. Det samme gælder de huller, der skal bruges til apteringen. I dag har jeg så haft kajakken ude af værkstedet for at få slebet kanten inden samling, (og så kunne værkstedet også lige blive fejet samtidig).
Cockpitkanten voldte mig lidt kvaler, for godt nok er glasfiberen god til at smyge sig rundt om skroget, men læben på cockpittet var nu mere drilsk. Til sidst besluttede jeg at spænde en nylonsnor rundt om kanten indtil jeg fik gennemvædet fiberen med epoxy. Det virkede fint og jeg er helt godt tilfreds med det endelige resultat.
Det var med stor spænding, at jeg satte stiksaven på dækket for at save hul til lugerne.
Jeg har besluttet mig for at følge anvisningerne i “The stripbuilt seakayak” og lave træluger, der flugter med dækket. I bogen skal kanterne på lugen smøres ind i voks for at epoxyen ikke klæber når lugekarmen skal laves. Jeg brugte gaffa, og det virkede helt perfekt. Lugerne slap lige så let da jeg tog tapen, der holdt dem på plads af. Det var endnu et af de ting jeg troede ville blive svært, som gik let….dejligt.
Jeg har besluttet at efterligne Erik Frantzens måde at lave huller til snore og elastikker, som han gør det på sin sidste nye kreation Qanik’en. Så jeg har boret en masse huller i skroget og forbundet dem to og to med plastikslange. På den måde undgår jeg en masse dækfittings, der vil være sårbare for stød og slag.
Og i dag fik jeg så spændt kajakken sammen, og den havde ikke slået sig mere end at det kunne holdes på plads med nogle remme og lidt tape. Lige nu tører epoxyen på den første indvendige side, og så skal det ellers gå efter en stram plan indtil kajakken er klar til at blive sendt i byen for at få lak, (det er nemlig min malermester-svigerfar, der har lovet at tage sig af den opgave)
Explore posts in the same categories: byggenoter